POLITISK NYT FRA EUROPA D. 17. FEBRUAR 2023

 

VIDSTE DU DET ?

EUROPA – VIDEN OM



NYT EU PROGRAM FOR SIKKERT INTERNET M.V.:   IRIS-2

EU har netop i tæt samarbejde med ESA ( Den europæiske Rumfartsorganisation ) vedtaget at oprette et europæisk sikkert satellit-netværk for kommunikation.  Det nye fælles netværk hedder IRIS-2 ( Infrastructure for Resilience, Interconnection and Security by Satellite ).  Det kommer til at bestå af flere hundrede satellitter. Det er EUs 3. væsentlige initiativ i rummet. De første var GALILEO ( det europæiske GPS navigationssystem ) og COPERNICUS ( satellitsystemet til hele tiden at holde øje med jordens tilstand ).  IRIS-2 koster 6 milliarder Euro, heraf 2,4 milliarder fra EUs budget. Og det sættes hurtigt i værk fra 2024 til 2027. 

Det vil få afgørende betydning for al kommunikation i hele Europa og i hele Afrika. Den bliver meget sikker. Og det er Europa, der står i spidsen for det, ikke USA eller Kina.  Betydningen vil især være stor for forsvars- og sikkerhedspolitik, for forskning og udvikling, for den videre udvikling af sikker brug af kunstig intelligens, osv.  Det får også stor betydning i kampen mod cyber-angreb.

Herudover vil den give bredbånd, også til mange områder der ikke har det i dag.  F.eks. i dale og på øer. Samtidig vil projektet være en væsentlig støtte til europæisk rumindustri – med alt hvad det betyder for udvikling og beskæftigelse.

Man kan læse mere her:   Welcome to IRIS² (europa.eu)

 

SLUT MED NYE BENZIN- OG DIESELBILER FRA 2035.

Et afgørende skridt mod det Grønne Europa er den nye EU-vedtagelse om, at der fra 2035 ikke længere må sælges biler, der bruger benzin eller diesel.  Det vil være helt slut fra det år. Og indtil da fortsætter udviklingen med at fjerne disse biler fra gaderne.  I 2022 var 12,1 % af alle nye biler, der blev solgt i Europa, fuldt elektriske. Dertil kommer hybrid-biler, der drives frem af både elektricitet og benzin.

Dette har stor betydning for klimaet og naturligvis også for den europæiske bilindustri og alle dens underleverandører.  Og den vil helt sikkert også få stor betydning for alle os bilejere i de kommende år.  Læs mere her:  EU's forbud mod salg fra 2035 af nye benzin- og dieselbiler forklaret | Nyheder | Europa-Parlamentet

 

PUTINs KOMMENDE PLANER.

Nej, nej – jeg har ikke en hemmelig viden fra Kreml. Men det er oplagt, at han i sin svære situation har noget på tegnebrættet. Hvad vi ved er, at han på tirsdag den 21. februar vil holde sin årlige store tale til befolkning. En tale, der er en del forsinket.  Og dagen efter – onsdag den 22. februar – holder han på Moskvas største stadion Luzjniki ( 81.000 siddende tilskuere ) en kæmpefest med tusinder af tilhængere og udkommanderede.  Her vil han med sikkerhed fremkomme med sine sædvanlige tirader mod ”Vestens anti-russiske planer” – og hvad han vil gøre ved det. Måske vil han som ved den tilsvarende lejlighed sidste år optræde i sin 14.000 dollars italienske frakke !   I hvert fald er det på fredag den 24. februar nøjagtig 1 år siden, han startede sit uprovokerede angreb på Ukraine.

Hvad Ukraine har oppe i ærmet samme dag for at styrke sit imponerende forsvar er også ukendt.

 

MOLDOVA – MÅSKE PUTINs NÆSTE OFFER ?

Der går vedholdende rygter for tiden om, at Moldova er det næste uafhængige land, der muligvis angribes af russerne. Før 2. verdenskrig var det en del af Rumænien. Men Sovjet snuppede området i 1945 og gjorde det til en Sovjetrepublik. Men siden starten af 1990erne har det været et selvstændigt land. En mindre del af landet er dog stadig besat af russerne ( Transdnestr-regionen ) med omkring 1500 soldater. 

Moldova har en kvindelig præsident, MAIA SANDU. Og hun og hendes regering har hele tiden stilet mod, at landet bliver medlem af EU.  I juni 2022 blev det sammen med Ukraine kandidatland til EU. Og dermed udvides samarbejdet stærkt.   Det irrriterer naturligvis Putin overmåde. Derfor ved man ikke, hvad de kan finde på i disse meget urolige tider.

Jeg vedlægger min Note om: MOLDOVA – ET KANDIDATLAND TIL EU.

 

CYPERN:  NY DYNAMISK PRÆSIDENT PÅ CYPERN.

Den græsktalende del af Cypern har netop valgt en ny præsident. Han hedder NIKOS CHRISTODOULIDES.  Han tiltræder den 1. marts.  Han var tidligere udenrigsminister i regeringen. Men han meldte sig ud af det siddende konservative parti og stillede op som uafhængig.  Han er 49 år og er kendt som en energisk og målrettet politiker. Hans store mål er at sikre en genforening af det græsktalende og det tyrkist-talende Cypern. De har været delt siden 1974, da Tyrkiet invaderede.  Der kan derfor ventes ny dynamik i denne proces.


Niels Jørgen Thøgersen

niels4europe@gmail.com

Den 17. februar 2023

Comments

Popular posts from this blog

POLEN: NY PRO-EUROPÆISK REGERING PÅ ONSDAG DEN 13. DECEMBER

HOLLANDs PARLAMENTSVALG PÅ ONSDAG DEN 22. NOVEMBER

EUROPA - POLITISKE NYHEDER - 13 04 2023